Vi er nået til en vigtig milepæl i kystsikringprocessen: Kystdirektoratet har nu afgivet deres udtalelser om begge løsningsforslag, og høringsperioden er afsluttet. Med disse udtalelser – og de indkomne høringssvar – arbejder Vordingborg Kommune nu på at vurdere, hvilken løsning der skal anbefales til kommunalbestyrelsen

Tak til alle jer, som engagerede jer og sendte et høringssvar.

Begge forslag kræver yderligere undersøgelser mv. for at kunne implementeres. Det bliver derfor spændende at se, hvilken kombination eller løsning kommunen vælger. En afgørelse forventes efter kommunalvalget.

Vi er glade og stolte over, at processen nu er dér, hvor kommunen tager ansvar og vurderer, hvordan hele Ulvshale bedst beskyttes. Det er præcis det arbejdsgruppen har arbejdet på i de sidste to år.

Det har været spændende at læse de mange høringssvar. Der tegner sig en tydelig geografisk opdeling i opbakningen: Medlemmer fra Fællesskov-området har primært bakket op om bestyrelsens forslag, mens opbakningen til borgergruppens forslag hovedsageligt kommer fra resten af Ulvshale.

Der var næsten lige mange støtter til hvert forslag:

  • Bestyrelsens forslag: 28 for, 27 imod
  • Borgergruppens forslag: 36 for, 41 imod

NB: Kommunen har gjort det klart, at deres beslutning vurderes ud fra faglige og helhedsorienterede hensyn.

Det var lidt overraskende, at bestyrelsen valgte at indsende et 4 siders kritisk høringssvar til Borgergruppens forslag – og endnu mere, at de betalte vores professionelle rådgiver for at udarbejde et 7 siders meget kritisk partsindlæg.

I arbejdsgruppen mener vi, at bestyrelsen her overskrider sit mandat og kommer på kant med sit opdrag, som er at varetage alle medlemmers interesser. Vi vurderer det som økonomisk uansvarligt, særligt når det nu er kommunen, der træffer beslutningen. Vi har derfor bedt bestyrelsen om at redegøre for, hvor mange penge der er brugt på rådgiverens partsindlæg. Indtil videre har bestyrelsen afvist at oplyse detaljerne.

Vi vender naturligvis tilbage, når der er nyt at fortælle.