Siden stormfloden den 20. oktober 2023 har der været stor aktivitet i digelaget. Der er afholdt syv generalforsamlinger (heraf fem ekstraordinære), udsendt 13 nyhedsbreve og afholdt over 20 bestyrelsesmøder. I samme periode har bestyrelsen indsendt tre ansøgninger:
– én §3-anmodning om etablering af fem bølgebrydere ved Fællesskov Strand (hjemsendt)
– én anmodning om reetablering af klitter ved Ulvshale Strand (sat i bero)
– én kapitel 1a-anmodning – også om bølgebrydere ved Fællesskov Strand (fungerer ikke i sin nuværende form)
På trods af den høje aktivitet og de mange initiativer, står vi i dag uden en godkendt samlet plan for kystsikringen. Der er sket delvise forbedringer i forbindelse med reetableringsarbejdet efter stormen, men de overordnede mål om ensartet beskyttelse, fælles retning og medlemsopbakning er endnu ikke opnået og der findes stadigvæk ikke en beredskabsplan.
Status på reetableringsarbejdet
Der er i perioden gennemført en række tiltag, særligt på Fællesskov Strand: her blev den store mængde indkøbte sten flyttet fra depot til stranden som strakssikringsinitiativ, og der er etableret et nyt dige på Fællesskov Strand. På Ulvshale Strand er diget kun delvist reetableret, og med et lavere teknisk ambitionsniveau. På halvdelen af strækning (ved klitterne) er kystsikringen markant dårligere end før stormen. De to hovedstrækninger har derfor i dag meget forskellig sikringsgrad og opbygning.
Koblingen mellem reetablering og nyetablering
Allerede kort efter stormen valgte bestyrelsen at koble reetableringen af de ødelagte diger (som skulle finansieres af katastrofefonden) sammen med et ny-etablerings projekt om etablering af 5 nye bølgebrydere (som skulle medlems-finansieres). Dette bølgebryderprojekt har været et længe næret ønske i bestyrelsen siden 2013, men har tidligere ikke opnået økonomisk opbakning blandt medlemmerne.
Denne sammenkobling (som skete i november 2023) skabte fra starten uklarhed om projektets formål og finansiering. Det blev vanskeligt at skelne mellem krisehåndtering og strategiske langsigtede mål. Kritikken voksede fra medlemmerne – heriblandt særligt den del af medlemmerne som ikke mente at der var ordentlig dokumentation for bestyrelsens hurtige bølgebryder-beslutning.
Valg af ansøgningsspor
I stedet for at følge en kapitel 1a – den normale ramme for større, fælles kystbeskyttelsesprojekter med krav om inddragelse af alle berørte parter – valgte bestyrelsen at gå efter en §3-anmodning. Den proces stiller færre krav til høring og fælles godkendelse.
På generalforsamlingen i april 2024 vedtog et stort flertal af medlemmerne, at kommende projekter – herunder bølgebryderne – skulle underlægges kapitel 1a-processen. Alligevel valgte bestyrelsen, på eget initiativ, at fortsætte arbejdet med §3-ansøgningen. Det førte til klager fra medlemmer vedrørende kommunens godkendelse af bestyrelsens §3-ansøgningen og endte i 2025 med en hjemvisning fra Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Samtidige 1a-anmodninger
I januar 2025 indsendte en borgergruppe med hjælp fra arbejdsgruppen selv en kapitel 1a-anmodning til kommunen – for at sikre, at processen blev gennemsigtig og i overensstemmelse med lovgivningen. Et par måneder senere indsendte bestyrelsen sin egen 1a-anmodning – med samme indhold som den tidligere §3, nu blot i et nyt format. Kystdirektoratet har siden udtalt sig om bestyrelsens anmodning og vurderet, at projektet ikke i tilstrækkelig grad hviler på en helhedsplan, og at nødvendigheden af de foreslåede bølgebrydere ikke er dokumenteret.
Bestyrelsen har fornyligt valgt at indsende et kritisk høringssvar af borgergruppens kap1a og betale COWI for at udarbejde et meget kritisk partsindlæg på 7 sider som bilag til bestyrelsens høringssvar. Kritikken af borgergruppens kap1a er et gennemgående tema i de sidste nyhedsbreve som bestyrelsen har sendt til alle medlemmer.
To år efter stormfloden
- der er ikke en samlet godkendt kystsikringsløsning for hele området.
- en egentlig beredskabsplan for området foreligger ikke.
- der er brugt enorme summer på konsulentrådgivning, præsentationer, deltagelse i møder, generalforsaamlinger, workshops m.v.
- processen har været præget af fejl, uklare mål, manglende koordinering
- der er stor og tilbagevendende uenighed blandt medlemmerne.
- mange spørgsmål – både tekniske, økonomiske og beslutningsmæssige står stadigvæk ubesvaret hen.
kap1a – en anden tilgang
Baggrunden for borgergruppens kapitel 1a-anmodning i januar 2025 var et ønske om at gentænke både proces og retning.
Det handler ikke blot om et alternativt teknisk forslag – men om økonomisk ansvarlighed og en anderledes måde at organisere
og prioritere kystbeskyttelsesarbejdet på.
Vi håber på at en kap1a kan være med til at skabe en ny begyndelsen hvor:
- Hele området – risikovurderes samlet, så løsninger prioriteres efter den reelle trussel.
- Medlemmerne kun betaler for nødvendige foranstaltninger. Ønsker og lokale særinteresser skal ikke belaste fællesskabet.
- Der bliver gennemsigtighed i beslutninger og økonomi, så alle medlemmer ved, hvad de betaler for – og hvorfor.
- Der er en stram leverandørstyring skal sikre, at rådgivere og entreprenører ikke driver processen eller præger løsningerne ud fra egne kommercielle interesser.
- Medlemsinddragelse bliver en realitet og kommer tidligt med i forløbet, ikke blot en formalitet. Det kræver åbenhed, dialog og respekt for uenighed.
- Bestyrelsen skal samle – ikke splitte. Den skal gå forrest i at inkludere mindretal, håndtere uenighed konstruktivt og kommunikere åbent og respektfuldt. Forskellige geografiske interesser og synspunkter skal balanceres og repræsenteres ligeværdigt.
- Der vil være en høj grad af økonomisk ansvarlighed, både i investeringer, driftsomkostninger og prioritering af ressourcer.
- Bestyrelsen bliver bredt repræsentere hele området, så beslutninger ikke systematisk tilgodeser ét geografisk område eller ét løsningsspor.
Overordnet ønsker arbejdsgruppen, at digelaget arbejder mere strategisk, inddragende og balanceret – med blik for både faglighed, økonomi og fællesskab.
OVERBLIK OVER
Hændelsesforløbet de sidste to år
I nedenstående er der et overblik over hændelsesforløbet i grove træk.
- April 2024: Et stort flertal stemmer på den ordinære generalforsamling for en kapitel 1a
- Sommer 2024: Bestyrelsen indsender på eget initiativ en §3-anmodning
- Efterå 2024: Vordingborg Kommune godkender bestyrelsens §3-anmodning
- Efterår 2024: Medlemmer fra arbejdsgruppen klager over godkendelsen af §3-anmodning til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
- Efterår 2024: Bestyrelsen igangsætter opkrævning af 18.000 fra digelagets medlemmer.
- Primo 2025: Miljø- og Fødevareklagenævnet hjemviser §3-anmodningen.
- Primo 2024: Bestyrelsen stopper processen med leverandøren og giver medlemmerne deres penge tilbage.
- Januar 2025 Borgergruppen indsender deres egen kapitel 1a-anmodning med fokus på en helhedsorienteret, naturbaseret løsning.
- Marts 2025: Bestyrelsen sender deres kapitel 1a – med fokus på de fem bølgebrydere
- August 2025: Kystdirektoratet kommer med en udtalelse og nogle anbefalinger vedrørende Bestyrelsens forslag. Heriblandt at at alle faser skal
være konkret, økonomisk afklaret og teknisk dokumenteret, at Stenrev normalt ikke accepteres som kystbeskyttelse og at bølgebryderne
muligvis er overdimensionerede og for dyre ift. det eksisterende dige med skråningsbeskyttelse. - Oktober 2025: Kystdirektoratet kommer med en supplerende udtalelse vedrørende Borgergruppens forslag. Heriblandt at den kan reducere
lokal erosion, men kan også flytte problemet, Den foreslåede mængde sand er måske utilstrækkelig.
P.t. afventer vi hvilken løsning kommunen vælger at fremme hos kommunalbestyrelsen.

