Forbedringsforslag: Oprettelse af arbejdsgruppe for leverandørstyring og kontrakter.

Stillet af: René Thorny
Dato: 26 Januar 2026

Forslag til afstemning

Generalforsamlingen beslutter at oprette en permanent arbejdsgruppe for leverandørstyring og kontrakter.
Arbejdsgruppen er rådgivende og har ingen beslutningskompetence.

Afstemning: ☐ Ja ☐ Nej

Formål

Arbejdsgruppen skal bidrage til, at digelaget anvender sine økonomiske midler ansvarligt, opnår mest mulig værdi for pengene og har tydelige forventninger og rammer for samarbejdet med leverandører og rådgivere. Gruppen skal hjælpe med at identificere eventuelle behov for justering af aftaler og sikre, at kvalitet og ansvarlighed fastholdes.

Inspirationspunkter (ikke bindende)

Arbejdsgruppen kan arbejde med fx:

  • Udarbejdelse og kvalitetssikring af udbudsmateriale og kontrakter
  • Evaluering af leverancer og ydelser
  • Udarbejdelse af rammer og forventningsgrundlag for samarbejde
  • Vurdering af behov for ændringer i leverandørforhold
  • Inddragelse af fagligt stærke frivillige medlemmer

Organisering

Arbejdsgruppen består af mindst tre medlemmer, herunder frivillige med relevante kompetencer og gerne én med juridisk eller anden faglig relevant baggrund. Gruppens medlemmer udpeges af bestyrelsen efter en åben tilkendegivelse af interesse blandt digelagets medlemmer. Bestyrelsen kan fastlægge en enkel proces for tilmelding og udvælgelse.

Et medlem af bestyrelsen deltager som fast kontaktperson og observatør. Vedkommende udpeges af bestyrelsen og har ansvar for at sikre løbende videndeling samt at gruppens arbejde er i tråd med digelagets vedtægter, beslutninger og praksis.