ORDINÆR GENERALFORSAMLING I ULVSHALE-FÆLLESSKOV DIGELAG
FORBEDRINGSFORSLAG | 13. APRIL 2025
Arbejdsgruppens forslag til generalforsamlingen 2025
På den ordinære generalforsamling den 13. april 2025 fremlagde arbejdsgruppen en række forslag med det formål at styrke både struktur, økonomistyring og repræsentation i Ulvshale-Fællesskov Digelag.
Dog valgte arbejdsgruppen at trække 9 ud af de 11 forslag kort før generalforsamlingen. Baggrunden var, at arbejdsgruppen netop havde fået medhold i en klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet om de fem bølgebrydere. Nævnet fastslog, at projektet er omfattet af kystbeskyttelseslovens kapitel 1a – hvilket har stor betydning for projektets lovlighed, økonomi og fremtidige behandling. Med denne principielle sejr vurderede arbejdsgruppen, at der ikke var grund til at fremtvinge afstemninger om forslag, der nu reelt burde tages op i et nyt lys.
De to forslag, der blev fastholdt og fremlagt til afstemning, blev begge nedstemt. Det første omhandlede muligheden for at udmelde enkelte medlemmer med matrikler i skoven, og det andet vedrørte indførelse af en økonomisk ramme for bestyrelsens beslutningskompetence. Begge forslag blev mødt med en klar opfordring til afvisning fra bestyrelsesformanden, og blev herefter nedstemt af generalforsamlingens flertal.
Inden forslagene blev indsendt i februar 2025, anmodede arbejdsgruppen bestyrelsen om ikke at agere meningsdommer. Det blev udtrykkeligt tilføjet i forslagsmaterialet, at arbejdsgruppen bad bestyrelsen om – hvis der blev fundet procedurefejl eller uklarheder – at rette henvendelse direkte til de enkelte forslagsstillere, så eventuelle problemer kunne afklares før generalforsamlingen. Dette blev ikke imødekommet.
I stedet valgte bestyrelsen at udarbejde en samlet redegørelse for alle forslag, hvor de forklarede, hvorfor de ikke kunne støtte nogen af dem. Dermed gentog bestyrelsen samme tilgang som i 2024: At bruge deres platform til at præge stemningen imod forslagene uden at invitere til en reel dialog eller afklaring forud. I 2025 var forskellen blot, at denne kritik ikke blev fremlagt direkte på generalforsamlingen, men i dokumentation og mails forud for mødet.
Arbejdsgruppe Note: Arbejdsgruppen mener, at bestyrelsen også i 2025 agerede som modpart snarere end facilitator af medlemsdialog. Den ensidige tilgang til forslagene – uden åben henvendelse, uden dialog og uden vilje til at korrigere eventuelle uklarheder – svækker medlemmernes muligheder for indflydelse og skaber mistillid til generalforsamlingen som beslutningsforum.
